Debian-projektet består af frivillige, og vore produkter udvikles helt på frivillig basis. Vi er normalt på udkig efter nye udviklere som har en vis teknisk viden, er interesserede i fri software og har lidt fritid til overs.
Hvis du ikke allerede har gjort det, bør du gennemlæse de fleste af vore websider, så du kan få en bedre forståelse af hvad det er vi prøver at gøre. Læg specielt mærke til Debians retningslinier for fri software og vores sociale kontrakt.
Meget af kommunikationen i projektet sker på vore
postlister.
Ønsker du at få føling med hvordan Debian-projektet fungerer internt, bør du
i hvert fald tegne abonnement på listerne debian-devel-announce og debian-news.
For begge lister gælder det, er der er meget lidt trafik mens at der
dokumenteres hvad der sker i fællesskabet. Debian Weekly News (der udgives på
debian-news) refererer nylige diskussioner på Debian-relaterede postlister og
blog'er, med links til samme.
Som en fremtidig udvikler bør du også tegne abonnement på debian-mentors, der
er et åbent forum hvor man prøver at hjælpe nye udviklere (og også, selvom det
sker sjældnere, folk der er nye i projektet og ønsker at hjælpe med andet end
vedligeholdelse af pakker).
Andre interessante lister er debian-devel, debian-project, debian-release,
debian-qa, og - afhængigt af dine interesser - mange andre. Se siden til
tegnelse af abonnement på postlister
for en komplet liste.
(Til dem der ønsker at begrænse antallet af e-mails, er der "-digest"-listerne, som man ikke kan sende indlæg til, hvor e-mails fra listerne med stor trafik sendes i større klumper. Det er værd at vide at du kan anvende postlistearkivsiden til at læse e-mails på de forskellige lister ved hjælp af en webbrowser.)
Hvis du er interesseret i at blive ansvarlig for en pakke, bør du kigge på vores side med pakker der skal arbejdes på, samt evt. fremtidige pakker for at se hvilke pakker der har brug for udviklere. At overtage en forældreløs pakke, er den bedste måde at begynde som udvikler - ikke nok med at det hjælper Debian med at holde sine pakker velvedligeholdte, så giver det også dig mulighed for at lære fra den tidligere vedligeholder.
Du kan også hjælpe ved at skrive dokumentation,
vedligeholde webstedet,
oversætte (i18n og l10n), sørge for omtale, give
juridisk bistand og andre roller i Debians fællesskab.
Vores websted vedrørende kvalitetssikring
opremser flere andre muligheder.
Du behøver ikke at være officiel Debian-udvikler for at udføre de fleste af disse opgaver. Eksisterende Debian-udviklere der fungerer som sponsorer kan indarbejde dit arbejde i projektet. Det er generelt bedst at prøve at finde en udvikler, der arbejder inden for samme område som dig, og som interesserer sig for hvad du har lavet.
Når du har bidraget i nogen tid og er sikker på din involvering i Debian-projektet, kan du blive registreret udvikler. Besøg siden for nye udviklere for at finde ud af, hvordan man ansøger om officiel status som udvikler. Du skal kende til Debians procedurer, hvorfor det anbefales at læse dokumenterne Debian Policy (Debians retningslinjer) og Developer's Reference (Debians udviklerhåndbog) før du ansøger.
Foruden det store antal udviklere er der mange områder, som du kan hjælpe Debian med, deriblandt test, dokumentation, tilpasning (portering), donationer i form af penge og adgang til maskiner og båndbredde. Vi leder til stadighed efter filspejle i visse dele af verden.